Kære lytter

Så formede jeg en plade til. Når folk har spurgt til den, eller jeg har skulle forklare mig selv hvad den er, har tonen været let undskyldende. Den er blevet beskrevet som en skitse, en dokumentation, en del af undersøgelsen af “Ritualer for Fællesskaber”. Jeg måtte bide mig i tungen i sidste øjeblik. For hvad fik mig til at tænke sådan? Er det de skramlede optagelser? Er det fordi jeg ved at der kommer to “Ritualer” til og at jeg til sidst samler de bedste numre og indspiller dem med et vaskeægte orkester? Det er sært hvad det er vi tænker skaber værdi. Hvad der er rigtigt og forkert. Lidt eller meget. Hvad er frit og hvad er ufrit. Jeg ved at jeg undersøger noget vigtigt for mig. Det startede for længe siden, men gik først op for mig sidste år og nu skal det angribes metodisk. Mine “Ritualer for Fællesskaber” har endnu to omgange foran sig. Måske det næste ritual sker alene i et norsk fyrtårn og det andet bliver et talende drømmetræ med rodnettet intakt. Måske der kommer flere før jeg kan samle al min viden. Jeg leder efter muligheder for at udvide det kreatives mulighed for at skabe empati og fællesskaber. Det er sgu da ret sympatisk, lige lovlig flippet og helt vildt befriende. Nyd pladen. Jeg er stolt af den.

Medvirkende
Henriette Sennenvaldt (Det ukendte)
Maria Laurette Friis (Det ukendte)
Marc Facchini Madsen (Salte fodtrin)
Nikolaj Danielsen (Frit fald)
Kai Norman Andersen (I dit korte liv)
PH (I dit korte liv)
Hrafnhildur Halldorsdottir (Grafik)
Morten Elbech Sørensen (Coverfoto & Holbæk i PInsen)
Kajsa Gulberg (Foto Genklang)
Troels Bech Jessen (Livelyd og mastering)
Amia Miang (Medafvikler i Koncertkirken)
Marie Louise Schou Buch (Medafvikler i Koncertkirken)
Mikkel Damkjær Paaske (Assistent)
Marie Dahl (Assistent)

Stor tak til Björn Ross og Koncertkirken på Nørrebro i København.


Frit fald
Måske dette nummer skulle have heddet Frit valg/Frit fald. Jeg står med Nikolaj bag mig. Jeg falder baglæns og han griber mig. Jeg siger en lyd mens jeg falder. Jeg optager den, afspiller den og falder igen og igen. Vi er i Koncertkirken på Nørrebro i København i 2016. Der er 102 mennesker i rummet. Det ved jeg. De er blevet talt ved indgangen, denne aften hvor alt skal gå op eller itu. Det starter med at gå itu. Kun en enkelt, ud over mig, tør falde bagover i nogens arme. Men kan noget som helst gå itu, når det frie valg er hersker?

Himmelskibet
Navnet på et rumskibsfartøj. En slags zeppelin på vej til Mars i danmarks første sci-fi film. En stum film skrevet af Sophus Michaëlis. Et pacifistisk værk fra 1918. En reaktion på 1. Verdenskrig. Jeg skrev første gang nummeret som en opgave for Odense Kunstmuseum i 2012. Siden er det blevet brugt til en øm kortfilm af Eva Tind og snart vil jeg sidde i toppen af SAS hotellet og synge dette nummer, mens København er ved at blive ædt af vand og salt. En ny Sci-fi spillefilm af Max Kenstner og Dunja Gry Jensen er på vej. Jeg venter stadig på den. Verdensfreden.

Himmelskibet
Som en henslængt brud
En verden fuld af lag
der langsomt foldes ud
Himmelskibet

Hvad står tilbage lige nu?
En klagen bag sløret?
Forvitring af træ til muld
Himmelskibet

En sidste rejse skal du få
Endeløs
for enhver der kigger på
din runde bug
dit simple ord
ved at at Himmelskibet
er fred på jord
Himmelskibet
er fred
på jord


Meditationen
Der bliver mediteret alt for meget. Denne klaverfigur har forfulgt mig. At føle mig som en fransk film fra 80´erne når jeg spiller den. Det ikke at vide hvad man skal stille op med det, der bliver ved med at være der. Når jeg irriteres kraftigt samler jeg gerne alle irritationerne. Presser dem sammen til en smykke, jeg kan hænge om halsen. Jeg synes der bliver mediteret alt for meget. Vi skulle meditere mindre og ændre mere. Man må ikke meditere for at kunne udholde ting, der kan ændres, tænker jeg og spiller der ud af i dur.

Det kræver tiltro at hengive sig
Det kræver mod at gå ud i regn
Alle kan bære brænde på ryggen
Alle har haft et ribben i hånden.

Også også også / os og os og os

Der bliver mediteret alt for meget
Der bliver mediteret alt for meget
Der bliver mediteret alt for meget
Der bliver mediteret alt for meget

Og så og så og så/ os og os og os

Man må bære alt det der skal bæres.
håberfulde ønsker og trætte børn
Det du tabte kommer aldrig tilbage
og det som trænger ind i mig,
kommer aldrig ud igen

Det kræver mod at hengive sig
det kræver mod at gå ud i regn

Og så og så og så/ os og os og os
Der bliver mediteret alt for meget



I dit korte liv
Det kunne være tallet 102 igen. Det var der omkring. 102 mennesker i et stort borgerkor, samlet til en festival i Holbæk i Pinsen 2015. Jeg har altid været overbevist om at alle kan synge og at sang skaber fællesskab. Jeg drog rundt i Holbæk Kommune. Små forsamlingshuse, kirker og musikskoler. Der var små og store kor allevegne. Det var rørende. Jeg samlede koret og skrev en version af Kai Norman Andersen og PH´s gamle vise fra 1940, hvor man ville kunne lære korstemmerne lige meget hvor man havde sin stemme. Der var klokkerne at læne sig op ad. Der var min tangentstok med al sin kærlighed til folks forskellighed og tryghedsskabende formåen. De sang så smukt mens en båd langsomt sejlede ind i havnen med færøske Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð stående i stævnen, syngende som en af hovedpersonerne i en Lars Von Trier film. Bevægelserne blev sat igang. Disse mikroskopiske bevægelser det er umuligt at følge. Men jeg ved at jeg var med til at skabe nye venskaber og stolthed. Jeg var med til det. I fællesskabet.

Tilgiv jeg siger et letsindigt ord
det er klogt at du forstår det straks
det er bare en hyldest til denne jord
for vi har jo kun den samme slags

verden har nu hadet mere end nok
vi kan kun besvare ved at elske
for selv i den jordiske kærlighed
ligger våben mod et ragnarok

I dit korte liv
Tilgiv mig
I dit korte liv
Tilgiv mig
I dit korte liv er det meste spildt
hvert sekund et dyrt sekundt
Du glemmer vel ikke at årene ryger
se på dit ur
viserne flyer
I dit korte liv
tilgiv mig



Salte Fodtrin
Pludselig synger jeg om de der flygter. I et undervisningslokale på RMC har en gruppe sangskrivere fået til opgave at lære mig og mit virke at kende og skrive en sang til mig. Jeg fremfører denne sang og mit eneste anke er at den ikke er på dansk. Det er den dagen efter og jeg synger den igen og igen. Stadig. Det er Marc Facchini Madsen der har skrevet tekst og musik. Så heldig kan man være. At man får en sang, man gerne selv ville have skrevet. At man pludselig synger på en måde man aldrig selv ville have fundet på. Marc siger at det er min sang, fordi han ikke ville have skrevet den, hvis det ikke var for mig. Og sådan er det med det hele. Vi hænger sammen i og til inspiration. Jeg har længe vendt det unikke ryggen. Alt er reaktion på noget andet.

De driver ad et spor med salte fodtrin
ligesom gederne i Nizwa, som kameler fra Oman
døtre af Al-Hillah, børn af Babylon
en valfart efter frihed, en flugt i havets vold

Engelsk/franske linjer, tegnet med lineal
som rød/hvide striber, som en grå/hvid pentagon
grænser der skiller blodets bånd fra hud
for at fly kan blive tanket på deres vej til Nanjangud

Frihed svøbt ind i rustne søm
brændende demokrati
Del og hersk, en strategi
uvidenheden er grådig

Hvem sejler ud i mørke?
Det er som om at denne lille sag kunne være outro på hvilket som helst nummer på denne plade. For lige meget på hvilket grundlag man tager sine beslutninger, kræver det en form for mod. En rod. Fornemmelsen af at vi alle har ret til at være her, er ikke givet alle som vuggegave og vi alle kæmper med bådens balance.

Hvem sejler ud i mørke?
Den som kan stå
med rodnet i hånden
i bådens balance
i ro



Skråt over marken
Jeg vidste hvordan den skulle være, men var så tæt på at give op. Det skulle være et fælles hjerteslag. Men jeg kunne ikke finde det. Jeg sad jo også bare der. Helt alene. Det var en whiskey hos underboen der reddede mig. Jeg fik sendt nummeret afsted og det vandt DJBFA´s åbne komponistkonkurrence i 2013. Jeg vidste hele tiden at sangen skulle omhandle et “vores”. Et “vi”. På en 9 timer lang togtur blev strukturen og intentionen tegnet. Teksten faldt på plads. Hjernen visualiserede instrumenterne dynamik. Jeg fik formet denne version med alle mulige musikere i baghovedet. Denne version lyttede vi på da vi skabte live-versionen med klappekage-intro, som man kan høre et helt andet sted på det kære internet. Men det var whisky’en der slår det sidste hul ind. Det at spørge og få. Jeg ved ikke om man kan høre det, men for mig er dette nummer et taknemmeligheds-nummer.

Den hånd der ryster
er vores til at tage om
som en fast tone går vi
skråt over marken
uden angst
et Vores
et Vi

Jeg knækker strå til munden
Jeg knækker strå til munden

Lad os genkende det vi begærer
tage det og efterlade mere
end dem smule der for os til at gå
skråt over marken

Den hånd der ryster
er vores til at tage om
som en fast tone går vi

Jeg knækker strå til munden
Jeg knækker strå til munden

Have uden vintertid
Genklang var en såkaldt madkoncert. En koncert med mad og et dramatisk forløb, både som teater og som realitet. Jeg sad ved et bord med 1500 æbler. Jeg sang om denne have og ensomheden. Om alt det der skal skabes. Jeg dansede på en opvaskemaskine, der klagede at jeg skulle ud, ud ud. Vi endte sammen. Publikum og jeg og et hårdt arbejdende band. Med fyldte maver i sækkestole, hviskende “os to/hvad med os to”, som er ord fra en hel anden sang. Men igen var det denne bevægelse. At starte alene og udfordre folk til at tage del og ansvar for en aftens forløb og afslutte den i fællesskab.

Engang var vi de eneste
her
Nu er jeg den efterladte
den eneste
her
med brænde på ryggen
med æblet
med ribben i hånden prøver jeg at skabe
noget til mig selv
i denne have
uden vintertid
hvor grænserne må betrædes
i denne have uden vintertid
skabes den ild der varmer
en tid der aldrig forgår
et måltid af ben og hjerte der slår



Det ukendte
En sammensmeltning af nyt og gammelt. En del af teksten findes også på albummet “Skandinaviske Klagesange” fra 2006. Mit første forsøg på at ramme noget ind, om land, nationalitet og følelser. Denne liveoptagelse er fra 2016, hvor publikum havde adgang til et flygel med klistermærker på udvalgte tangenter, for at frit kunne spille med. Maria Laurette Friis spiller for på et andet flygel. Henriette Sennenvaldt spiller orgel. De synger begge ind imellem. Jeg spiller på trommen og det samme orgel som Henriette. En anden dag spillede jeg på det i Kirken. Helt alene, sammen med de andre og mig selv i ørene. Det slutter jo aldrig. Jeg tager altid noget med mig videre ud.

Sidder med roden
søger et vatter
afventer sidste forsøg
Der vælter så mange træer i skoven
og livet er lige begyndt
en bunke af gerninger
kendsgerninger

Det ukendte kender vi alle
vi ser det og giver det navne
Det ukendte kender vi alle
som uro eller tro på, hvor meget vi kan favne

Jeg tester en simpel tanke
jeg fratager historien sin svimlende magt
fornægter den nutid, fortryder på forhånd
Det hele
alt hvad der bliver sagt

Jeg går i trods
Jeg går i trods
Jeg løber rundt i ring og årstal
Jeg går i trods
Jeg går i trods
Jeg løber rundt i ring og årstal
For vi trives åbenbart ikke længere i uenighed
jeg troede i for mange sekunder på diskussionen som en slags fred
som en slags fred

Det ukendte kender vi alle
vi ser det og giver det navne
Det ukendte kender vi alle
som uro eller tro på, hvor meget vi kan favne

Hvor meget kan du favne?